onsdag, april 09, 2008

Noget om slang...

Jeg har netop tiltusket mig Politikens slangordbog - vel at mærke fra 1957. Og det er utroligt fornøjeligt at læse. Først og fremmest fordi forfatteren har et fantastisk underholdende og flot sprog (jeg havde f.eks. ikke lige set ordet "surogaterotik" før - og I må selv tænke jer til betydningen). Dertil kommer, at han ikke bare remser 8000 underlige ord op, men forklarer oprindelsen og sætter det ind i tematiske sektioner. Så i fremtiden vil jeg altid omtale opblæste og selvforherligende personer som Kasper Larmskid, frikadeller som mavebomber og skulle det så ske, at vi lod os forlove og gik arm i arm, så ville jeg tænke på det som "at være ude efter koks - med sækken under armen" (sig det ikke videre).

tirsdag, februar 05, 2008

The decline and fall...

Fik endelig afsluttet den ellers beskedne bog The Decline and Fall of Almost anybody. Underholdende læsning i form af biografier over en lang række store historiske personligheder, der vel at mærke stort set ikke kunne undgå at "falde" ifølge forfatteren. Der lægges med andre ord mestendels vægt på "storhed står for fald". F.eks. skete der ikke meget stort i Egypten før man nåede det tredje dynasti. Her blev pyramiderne så opfundet - dvs. opfindelsen af et gravmonument så stort og solidt at det for evigt ville kunne beskytte faraoens balsamerede krop og en stor del af hans værdier mod enhver form for ødelæggelse eller tyveri. At man så samtidig skabte et monument så stort, at det på ingen måde kunne undgå at fange eftertidens gravrøveres opmærksomhed er en anden snak (som forfatteren dog ikke undlader at sludre lidt om...).
Nå, den kan i hvert fald anbefales. Historie på den sjove og underfundige måde.

onsdag, oktober 24, 2007

300

Ja, den skulle jo ses. Det har jo historisk interesse, men det var dog en grum skuffelse. Altså filmen 300. Sikke da en gang pladder. Nå ja, man må selvfølgelig give filmen, at den har en nogenlunde realistisk gengivelse af, hvordan falanksen fungerer som kampform, men det er så vist også alt. Ellers var der sørme meget sludder indblandet og man kan jo til enhver tid diskutere sandsynligheden af, at 300 mand holdt en hær på (ifølge nogen kilder) 100.000 stangen. Diskussionen kan f.eks. gå på om tallene er rigtige - det vil nok være det mest oplagte - og her bør konklusionen retteligt være, at der var mange mod få. Det er der ingen tvivl om, men den fordeling filmen antyder er nok lidt ved siden af.

fredag, september 21, 2007

1066 and all that

Historien kan jo forfattes på vidt forskellige måder og i kortere eller længere form. "1066 and all that" er den seneste lille bog jeg har kastet mig over, og den ligger i klassen af ganske fornøjelige og meget korte gennemgange af den britiske historie. Ja, den påstår sågar at være den eneste version du behøver at læse for fremover at kunne huske alle de væsentlige detaljer ang. bristiske konger og historie generelt. Der er således 103 gode ting, 5 dårlige konger og 2 sande datoer og så behøver man vel ikke mere.
På mange måder en bekræftelse på, at den britiske humor er ganske underfundig, men i dette tilfælde ikke underspillet. Til tider spiller morskaben dog på ordspil, og her skal ens forståelse af det engelske sprog godt nok lige pudses af for at man fatter det sjove, men det er vist også eneste punkt at brokke sig over i den forbindelse.

onsdag, januar 17, 2007

Amerikansk historie på den politisk ukorrekte måde...

Som tidligere nævnt var et indkøb af The Political Incorrect Guide to the American History nært forestående. Titlen virkede simpelthen for interessant til, at undertegnede kunne lade være. Nu er bogen så ankommet og umiddelbart er jeg da ikke blevet skuffet. Dog havde jeg forventet, at vinklen var en smule ironisk og med slet skjulte sarkastiske undertoner, men det virker som om, forfatteren egentlig mener hvert et ord han skriver temmeligt bogstaveligt. Bagsideteksten anfører noget i retning af, at al hidtidig amerikansk historieskrivning er forkert, da det hovedsaligt er skrevet af venstreorienterede akademikere. Den gruppe kan forfatteren så ikke lige tilskrives. Han kaster sig så ud i en længere vurdering af hele historien. Der er indsat små tekstbokse med bøger, man også kan læse, men som "de venstreorienterede" tilsyneladende ikke mener, man bør læse. Altså en kort introduktion til ydere læsning iblandt den politisk ukorrekte litteratur. Desuden fremhæves citater af den slags, de citerede personer nok egentlig helst så, at man glemte. Det giver med andre ord et mere gråtonet billede af de præsidenter m.fl., som man normalt citerer for "store" fremadskuende ord.
Alt i alt interesant læsning, men man skal nok selv tillægge den humoristiske vinkel og ironien. Jeg vil dog fastholde, at det kan være inspirerende læsning. Man kan da godt komme til at tænke lidt nærmere over de fasttømrede billeder, vi har af bestemte perioder. Måske er de ikke allesammen så fantastiske som vi går og tror.

fredag, januar 12, 2007

Politisk ukorrekt historie

Læg nu mærke til nedenstående titel. Den politisk ukorrekte guide til amerikansk historie. Det var en titel som undertegnede simpelthen ikke kunne stå for så et indkøb er nært forestående. Og det viser sig, at der er en lang række af lignende titler om sydstaterne i USA, videnskab, global opvarmning og andre interessante emner. Emnerne bliver jo ikke mindre interessante af, at man lægger en utraditionel vinkel på sagerne - man får måske endda en bedre og mere nuanceret forståelse af emnerne. Det er vel lidt på samme vis som tanken bag kontrafaktisk historieskrivning. Mange mener, at det er ren fiktion - og det hælder jeg også til - men samtidig sætter det jo tanker igang, som kan medvirke til, at man ser ting ved den "rigtige" historie, som man ikke ville have set ellers. Så måske får disse politisk ukorrekte historier større betydning end blot den underholdning, jeg forventer, der ligger i bogen.

tirsdag, november 28, 2006

Gode domænenavne


Man skulle have været noget hurtigere. Når man nu er så interesseret i historie og gerne vil benytte sig af internettet til at formidle sine interesser, så er domænenavne en detalje, man godt kan gå lidt om i. Desværre var der en nordmand, der var hurtig og sikrede sig domænet: www.verdenshistorie.com. Særligt kan det ærgre, når nu det er den samme stavemåde på dansk. Vi skulle have holdt fast i de nordmænd og ladet det være en dansk koloni. Så ville vi også have haft alle oliemillionerne.
Men billedet der her er indsat, er lånt fra samme side, der dog skal have det med, at det er en fin og interessant side. En smule ensidig, da der tilsyneladende kun er to emner: 1. og 2. Verdenskrig. Det er da ikke meget for en side, der hedder Verdenshistorie. Billedet er iøvrigt fra underskrivelsen af Versaille-traktaten i juni 1919. Så fik vi også lige det med.

onsdag, november 22, 2006

Flytning af arkiver og den slags...

Vi havde en voldsom diskussion ang. en eventuel flytning af rigsarkivet for nogle år siden. Der var mange gode argumter for og imod, men måske er det godt, at der ikke skete mere i den sag. For vi nåede vist ikke til at overveje de praktiske arrangementer ang. sådan en flytning.
Den 21. november 2006 afsluttedes flytningen af det russiske nationalhistoriske arkiv. Dermed havde man flyttet 7.2 millioner arkivalier bl.a. under overvågning af 300 ny-installerede kameraer. Desuden var der særlige systemer til at sikre at de enkelte hyldemeter blev flyttet og placeret korrekt. Det hele blev afsluttet to uger før tidsplanen, så der er noget at leve op til. Måske skal vi bare glemme den ide...
http://www.itar-tass.com/eng/level2.html?NewsID=11005685&PageNum=0

torsdag, november 16, 2006

Verdenshistorie er jo svært...

Et lille spøjst indfald blandt alle disse seriøse (?) poster er verdenshistorien, som den bliver gengivet hos woodyzone. Her er samlet en lang række fantastiske fortællinger fra bl.a. skoleelevers opgaver. Her blot et eksempel:
"The government of England was a limited mockery. Henry VIII found walking difficult because he had an abbess on his knee. Queen Elizabeth was the "Virgin Queen." As a queen she was a success. When Elizabeth exposed herself before her troops, they all shouted, "hurrah." Then her navy went out and defeated the Spanish Armadillo".
Woodyzone

lørdag, november 11, 2006

Og lidt flere links

Man skulle have været tidligere ude og sikret sig World History Blog Men der var så andre, som kom os i forkøbet. Det skal nu ikke hindre os i at henvise til den. Her kan man ligeledes finde en lang række spændende artikler. Og den har været i gang længe - siden 31. december 2003 - så den synes næsten endeløs. Det er dog ikke helt klart, om teksterne er originale eller hentet andre steder fra. Det sidste er vist mest sandsynligt, men så kan man da finde links til originalerne.